Helheim - Sagason

En stol højt monne stande alt under hvælvet sten Den var af hovedpande og skøre dødningben Der så man Hel at true, alt var hun hvid mod fod Mod issen blå at skue af underløbet blod Et dødningben det hvide vel bleget i måneskin Hun straktes ud til kvide med et hævngærrigt sind Det vare muldent lugte hun sprang det som en vånd Som kongespir hun brugte det i sin grumme hånd Det var så tyst derinde, en liglugt overalt Der rørtes ingen vinde kun hule suk gengjaldt Tre fakler blåligt lue ved hver en dødning stod Man idel rædsel skue med intet spor af blod Der så man Tor at smile, han vendte sig omkring Han monne hurtigt ile hen i de dødes ring Han råbte højt derinde da disse strenge ord Så gå det hver en kvinde som ej tør følge Tor I usselige dåre som frygter sår og død Nu Hel jer evigt såre med kval og bitter nød I lod ej hjelmen hvælve om issen kækt i strid I skabtes til at skælve så skælv til evig tid Derpå den strenge kæmpe tren fast for Hela frem Han måtte stemmen dæmpe i hendes mørke hjem Han sagde gustne kvinde retfærdigt straffer du Dog står jeg ej herinde i en frivillig hu Til Udgårds drot at drage dertil stod fast mit sind Der kunne han så mage at her jeg vandret ind Thi sig mig hvis du mægter hvad vej jeg vandre må For til de stærke slægter i Jotunheim at gå Der skreg til Mjølners svinger Hel med sin stemme styg Det klang som sværdet klinger udi en panserryg Forlad min sort bue gå frem snart est du der Det blænder mig at skue din sundheds rosenskjær Der vinkte brat behænde gud Tor med dristigt blik Sig Loke bort mon vende da Hel forbi han gik Fast han sit øje lukkede så tungt var ham den gang Hun så på ham og sukkede i hendes spir det klang